Litt tabloid, kanskje. Men vi klimaskeptikere påpeker hele tiden hvor menneskefiendtlige mange av de tiltakene som blir foreslått i kampen mot global oppvarming.
Regjeringen jobber med et påbud om biodrivstoff samtidig som stadig flere rapporter bekrefter at nettopp biodrivstoff er med på å drive opp prisene på mat, noe som spesielt går utover de fattige. Verdensbanken mener faktisk at nettopp biodrivstoff er skyld i matkrisen.
Men de rødgrønne er ikke alene om dette. Høyre-styrte Bergen kommune har kjøpt klimahysterikernes argumenter glatt, og skal bare fylle tankene til de 700 bilene til kommunen hos bensinstasjoner som tilbyr biodrivstoff. Det er viktigere å redusere CO2-utslippene, enn at verdens fattigste har råd til å kjøpe mat, var essensen i svaret som byråd Henning Warloe ga til en overraskende oppvakt journalist som la frem problemstillingen for han.
Om VamPus
- VamPus
- er Heidi Nordby Lunde, feminist, aktivist og Høyre-dame. Mer om Heidi. Kontakt meg på VamPus [a] gmail.com. Merk at kommentarer på innlegg eldre enn fem dager blir moderert - ene og alene for at jeg da får varsel om nye kommentarer. Leser ikke kommentarfeltet på gamle innlegg så ofte. Skriver du som anonym er sjansen stor for at det blir slettet sammen med spam.
21 kommentarer:
Klimahysteri på sitt verste.
I valget mellom fakta og følelser vil venstresiden uvegerlig falle ned på følelsenes side, uansett hvor menneskefiendtlig resultatet måtte bli. Det skal ellers nevner at Nobelprisvinneren Ivar Giæver tydelig har tatt avstand fra klimahysteriet, forøvrig i selskap med Tor Segalstad ved UiO, for dem som måtte mene at klimaskepsis er forbeholdt "sveiseprofessorer".
Det er vel Tom Segalstad, førsteamanuensis ved senteret for ressurs og miljøgeologi ved UiO du mener. Du kan legge til solforsker Pål Brekke, breforsker Ole Humlum, Yngve Gjessing, Meteorologi-professor ved UNIS, Olav Kjeldseth-Moe, PhD, Astrofysisk institutt ved Universitetet i Oslo, Asmunn Moene, PhD, tidligere direktør for Meterologisk Institutt, Oddbjørn Engvold, Solforsker, Institutt for teoretisk astrofysikk, Universitetet i Oslo, Per Anker-Nilsen, biolog og forsker, m.fl.
Alle stemplet som "klimabøller" fordi de ikke er enige med FNs klimapanels konklusjoner.
Beklager, feil konsonant.
Jeg vet ikke om jeg gidder å være forelsket i deg lenger, Vampus...
Jeg trodde klimadiskusjonen var over jeg
Nå kan forsåvidt biodiesel være enten ganske smart, eller utrolig lite smart; avhengig av hva den produseres av. Dersom den er produsert av f.eks. biprodukter (sitrusfruktskall, brukt vegetabilsk olje) bidrar den ikke til matkrisen.
Men en annen sak er det at biodiesel egentlig bare er et slags surrogat for oljeavhengighet, et slags bilmetadon.
Og det er oljeavhengigheten som volder oss problemer. De som tviler på klimaendringene, kan jo heller ta en titt på utviklingen i oljepris fra nyåret 2007 og fremover. Jeg regner med at oljeprisen er faktuell nok for selv kjell.
Kan vi dyrke diesel for å få bukten med de problemene? Jo, forsåvidt, men bare dersom det er viktigere med diesel på tanken enn det er at fattige har råd til å kjøpe mat. Jeg tror det er et falsk valg.
Et tips til Strømmen for videreutvikling av prinsippene for gjødselproduksjon,drivstoffproduksjon og matproduksjon.
http://www.econlib.org/library/Malthus/malPlong.html
Thomas Malthus er mest kjent for å hevde at matvareforsyningen på sikt ikke kan holde tritt med en ubegrenset befolkningsvekst. Befolkningen ville alltid måtte leve på et eksistensminimum, hevdet Malthus. Dette fordi om de fikk mer enn dette, så ville bare befolkningsveksten tilta, helt til man var tilbake på eksistensminimum.
I boken Et essay om prinsippene for befolkning slik de påvirker framtidig forbedring av samfunnet med merknader om spekulasjoner til hr. Godwin, hr. Condorcet og andre skribenter (An Essay on the Principle of Population) (1798) fremmer Malthus en befolkningslov som sier at mennesket har en formeringsevne som langt overstiger potensialet i naturgrunnlaget. På den måten er ikke matproduksjonen like stor som befolkningsveksten. Dette reguleres ved høyere dødelighet inntil befolkningen igjen er på et akseptabelt nivå. Sagt på en annen måte, han hadde sett at befolkningsveksten er eksponentiell, mens han mente at matvareforsyningen bare ville øke lineært. Derfor hevdet han at kriger, hungersnød og epidemier var uunngåelige, med mindre man fikk redusert befolkningens fødselsrate. Å hjelpe dem som var truet av sult, ville ifølge Malthus bare forverre situasjonen på sikt. Han godtok imidlertid kun én måte å redusere fødselsraten på: gjennom avholdenhet (inkludert en utsatt ekteskapsinngåelse).
Malthus' teorier har blitt kritisert fra mange hold. Mange kritikere har imidlertid gjort den feilen å kritisere observasjonen Malthus hadde gjort, ikke de normative slutningene han hadde trukket:
At enhver populasjon som vokser med uforanderlig vekstrate, øker eksponentielt, er en veletablert demografisk kjensgjerning.
At mattilgangen skal kunne vokse lineært, kan til og med være en altfor optimistisk antakelse. Mattilgangen kan riktignok øke raskt i visse perioder, men denne veksten kan – på grunn av jordens begrensede ressurser – ikke være vedvarende.
Virkelig ? Har du kanskje sett tallene på matproduksjonen, både pr capita og absolutt, på den tiden Malthus bedrev feilslutningene sine, og frem til idag ?
Veksten i matproduksjon overgår selv optimistenes villeste fantasier, i all hovedsak fordi bønder og internasjonale korporasjoner som utnytter stakkars bønder :), ikke har vært belemret med slik reaksjonær tankegang som Malthus' disipler alltid har plaget oss andre med.
Den biologiske kapasiteten er nærmest ubegrenset, det er kun et spørsmål om å "omdirigere" noe av villniset til spiselige planter.
Men jeg forstår ikke hvorfor V er overrasket over at _Bergen_ Høire har omfavnet hysteriet. Er det noe spesielt med Bergen, liksom ?
Den Norska debatten om "biodrivstoff" är dess värre osaklig. Bägge sidor har nämligen rätt. Helt enkelt därför att man inte diskuterar samma sak.
Biobränsle kan produceras av många olika råvaror.
OM man använder sockerrör, majs och liknande som bas eller om man ersätter matproduktion med produktion av biobränsle så bidrar man till högre matpriser. Detta är vad som sker i många länder i varmare delar av världen.
OM man däremot producerar biobränsle av avfallsprodukter och från energiskog som inte ersätter matproduktion så bidrar man till en renare värld. Detta är vad som sker i många länder i "våra" delar av världen.
I motsetning til en del grønne, mener jeg at jorden fremdeles kan brødfø flere, og jeg er ingen nymalthusianer.
Med den demografiske utviklingen som nå ser ut til å komme frem mot 2050 er det uansett liten grunn til panikk. Fødselsratene er på vei nedover i nesten hele verden.
At det ikke er rom for evig vekst er en annen sak.
Ellers sier jo donkeyman det som bør sies i biodrivstoffdebatten:
Bägge sidor har nämligen rätt. Helt enkelt därför att man inte diskuterar samma sak.
Når det gjelder biodiesel må man dessverre også ta hensyn til hvilke nye problemer man introduserer. Mange som har tanket diesel til sin båt i Sverige (hvor det er tilsatt etanol i dieselen) har fått motorstopp grunnet "dieseldyr". Heldigvis har ikke politikerne i Norge rukket å kreve at båtdiesel også her skal tilsettes etanol, og dermed fremtvinge flere motorhavarier!
Selvsagt er det rom for all vekst. Mennesket har ikke fyllt sitt potesiale. En geografiprofessor fortalte meg engang at Mexico City, dengang verdens folkerikeste by, nettoeksporterte mat til landsbygden utenfor. Hele verden kan derfor se ut som Mexico City.
Diskuterer man samme sak? Det sies at Sør-Afrika har fjell av elfenbein blant annet fra Krüger-parken, som landet ikke kan selge pga. problemet med krypskyting av elefanter. Man vil ikke ha noe legalt marked.
Blir det ikke litt det samme med biodrivstoff? Hvordan skal man hindre at matprisene stiger hvis avkastningen fra drivstoffdyrking er bedre? Er det realistisk å tro at man kan ha et marked for biodrivstoff uten at matprisene påvirkes? Jeg tror ikke man kan regne med at matprisene vil være lavere enn de ville være med biodrivstoff som alternativ "avgrøde". Er det mer lønnsomt å produsere biodrivstoff enn mat, vil matprisene stige.
Nå sies det også at matprisenes stigning i høy grad skyldes spekulasjon - og dette lyder rimelig. Alternative investeringsklasser har mistet lufta en etter en, samtidig med at usikkerheten har økt. Da virker det da som en fornuftig ting å la pengene gå til mat-futures, sett med investorens øyne.
Kjøp og salg med fremtidig levering har vært viktige redskaper for å oppnå den veksten vi har i dag, men dersom alle andre markeder svikter, så virker det opplagt at både energi- og matvaremarkedene kan bli preget av spekulasjon.
Jeg tror det er for enkelt å analysere mat- og energikrisene som uavhengig av de internasjonale kapitalstrømmene hvis man skal ha fatt i alle de viktige dimensjonene av den utviklingen som vi er midt inne i.
Her, som i så mange andre saker, er det livsfarlig når politikere mener at de kan vinne popularitet på "å gjøre noe" for enhver pris. Som det er i dag, er vel juryen fortsatt ute mht. i hvilken grad oljeprisstigningene er drevet av spekulasjon - og det samme gjelder matprisene. Hvordan kan man da fatte kloke vedtak?
Biler kan gå på vann... men hva skjer da med oljesalget? Og en eventuell vannmangel...?
"Som det er i dag, er vel juryen fortsatt ute mht. i hvilken grad oljeprisstigningene er drevet av spekulasjon".
Forsåvidt, og spekulasjon bidrar helt garantert. Men spiller det egentlig noen rolle?
Poenget her er at oljeprisene går oppover, og at det er markedsmessig naturlig, all den tid olje er en avgrenset ressurs som det blir mindre av.
De økte prisene gir muligheter. Oljeselskapene kan begynne å utvinne olje på steder og med prosesser som tidligere har vært for dyre - både økonomisk og i forhold til opinionen - f.eks. fra tjæresand. Men fornybar energi kan også gjøre det bedre i konkurransen. Dermed jobber allerede den usynlige hånd til tider for det grønne laget.
Dersom myndighetene spiller en aktiv rolle kan markedet i enda større grad skyves i retning fornybar energi og andre moderne løsninger, slik at vi fortere kan komme oss bort fra skitten og primitiv teknologi fra forrige hundreår.
Det er blandingsøkonomiens store styrke: å utnytte markedet som fellesløsning.
Er regjeringens biodiesel-politikk god? Det aner jeg ikke, og den er uansett ikke radikal nok.
Norge burde gjøre noe tilsvarende det de britiske liberaldemokratene har foreslått (se: http://www.guardian.co.uk/politics/2007/aug/28/greenpolitics.uk), og kunne med fordel forby salg av rent bensin- og dieseldrevne biler fra f.eks. 2013 av. Særlig dersom EU også var med på laget ville dette gi et kraftig insentiv til utvikling av elektriske biler, plug-in hybrider osv.
Her er riktig link .
Til anonym som mener at biler kan gå på vann.
Du bør nok gjøre litt hjemmelekse.
Vann kan være energibærer i kraftverk hvis det har potensiell energi (høydeforskjell) eller i dampmaskiner hvis det finnes en annen kraftkilde som først varmer det opp (men dette fordrer jo betydelig energiilskudd).
Kjemisk er vann H2O allerde oksydert. Skal en bruke "vann" må en redusere det -f.eks til Hydrogen H2. Men dette koster også energi. Foreløpig er virkningsgrad og pris hinsides dårligere enn andre energibærere.
Cassanders
In Cod we trust
Øyvind Strømmen kommenterte mitt innspill om spekulasjonens betydning for mat- og oljepris slik: Forsåvidt, og spekulasjon bidrar helt garantert. Men spiller det egentlig noen rolle?
Jeg mener det spiller en rolle. Jeg frykter at "rene" teknologier kanskje ikke er så rene likevel - at de kan ha ulemper som vi er villige til å overse fordi vi presses til å tro at det haster mer med å handle enn det reelt gjør.
Det å skape tidspress er et velkjent trick i enhver salgssituasjon, og så også i denne. Kanskje er peak oil-argumentet blåst kunstig opp?
Et jordnært eksempel: Her i Panama finnes det ikke resirkulering av spesialavfall. Det er norsk åttitall over mye av samfunnet. Skal jeg da bruke sparepærer? Det jeg vet, er at kvikksølvet fra pærene går rett på fyllinga, og derfra ut i næringskjedene. Oppladbare batterier er samme smørja.
Mitt svar ble som følger: fordi så mange som stikker innom uansett tror at de kommer til Helvete dersom de ikke slår av lyset på kjøkkenet mitt, så blir levetiden på sparepærene mine så kort at det ikke er økonomisk fornuftig å kjøpe slike. Ettersom at sparepærer er spesialavfall, kjøper jeg derfor vanlige pærer. Løsningen er billigere for meg, den gir mindre kvikksølv i miljøet og den koster trolig mindre strøm også - ettersom at gevinsten fra sparepærer først kommer når de brenner lenge og uavbrutt.
Derfor er det trolig mer miljøvennlig å tenke som jeg gjør, og holde seg til gammeldags pærer, uansett hvor mye sparepærer kjøres frem som miljøvennlige.
Kanskje er det slik at det går så mye miljøgifter med til produksjon av miljøbiler, i tillegg til at CO2-utslippene reduseres relativt lite, at dagens modeller enda ikke er gode nok?
Poenget mitt er ikke først og fremst CO2-reduksjonenes størrelse og alle de andre miljøargumentene, men at man ikke bør forsere beslutninger i en slik grad at de blir feilaktige eller kanskje direkte skadelige. Det er mye vi ikke vet, og man kan ikke kompensere for uvitenhet med hastverk. Og vi skal i alle fall ikke la ufullkommenheter i det finansielle systemet blåse opp peak oil-argumentet mer enn det er grunlag for.
Det store poenget her er at hensynet til verdens fattige og sultne må vike når mette folk i Vesten skal pleie den dårlige samvittigheten sin. Hvem sa at religionen var død?
Vor tids største udfordring
Vi diskuterer terror og klima og fødevarekriser – hvorfor er det et tabu at advare mod overbefolkningen?
Af JAN CORTZEN
Ud fra en almindelig samfundsengageret betragtning er det efterhånden dybt forunderligt, at den altoverskyggende globale udfordring, overbefolkningen, der direkte er roden til en hel vifte af dybe sociale, politiske, økonomiske og etniske konflikter verden over, hverken anerkendes endsige diskuteres som et alarmerende problem på samfundsvidenskabelige eller politisk/økonomiske konferencer og symposier på internationalt niveau.
Ved sommerens G8-topmøde i Hokkaido i Japan var det emner som råvaremangel, spekulationen i fødevarepriser, diktaturet i Zimbabwe og klimaproblemer, der blev diskuteret. Ikke et ord om overbefolkningen og de skræmmende konsekvenser for klodens sundhedstilstand, hvis denne vækst får lov at fortsætte uhæmmet. Det vigtigste resultat på G8-mødet var beslutningen om at reducere CO{-2}-udslippet til det halve – i år 2050! Tænk om det havde været en beslutning om at halvere befolkningsvæksten inden 2050. Det havde været en visionær udmelding. Men det hørte vi ikke noget om overhovedet.
Og vor egen klimaminister Connie Hedegaard, der er dybt engageret i forberedelserne til FN-klimatopmødet i København næste år, får nærmest julelys i øjnene ved tanken om, at der måske kan opnås enighed/aftale om en ny protokol til afløsning for Kyotoprotokollen til bekæmpelse af klimaændringer, der blev vedtaget i 1997.
Men heller ikke i den forbindelse bliver overbefolkningen gjort til et tema, selv om det slet ikke er den globale opvarmning – om end den er menneskeskabt – men først og fremmest folketallets katastrofale vækst, der er årsag til mange af denne verdens ildevarslende svøber som ødelæggelse af natur og miljø, forurening af grundvand, jord og hav, sygdomme, fattigdom, sult, social uro med efterfølgende væbnede konflikter. Men altså også årsag til de ofte beskrevne drivhusgasser fra industri, landbrug og trafik til lands, til vands og i luften.
Om det så er den ellers meget åbenmundede klimaguru, professor og politolog Bjørn Lomborg, Københavns Handelshøjskole (CBS), er han underlig tavs og fåmælt, når det drejer sig om folketallets eksplosive udvikling og den direkte skadelige indvirkning på det globale miljø.
Ved en nyligt afviklet klimakonference i København, som Lomborg stod bag, var der heller ikke et ord om overbefolkningens omfattende skadevirkninger på miljø og mennesker. Det er dog underligt, at netop dette problem, som berører os alle i den grad, er blevet nedtonet til fordel for lidenskabsløse diskussioner om CO{-2}-udslippets indvirkning på klimaet om 20, 50 eller 100 år.
Hvert døgn øges jordens befolkning med 210.000 mennesker. Hvert år bliver vi 78 millioner flere på kloden. Befolkningsbølgen ruller med en styrke, vi aldrig har set tidligere. Hvis vi ser på tallene for jordens befolkning fra 1800 til i dag, er det en dramatisk udvikling: I år 1800 var der 900 millioner mennesker i verden.
Et århundrede senere var der 1,5 mia. mennesker. I 1990 var tallet øget til 5,3 mia., og i 2007 var tallet 6,7 mia. – og det vokser stadig med voldsom hast, uden at der tilsyneladende gøres bare et enkelt forsøg på at begrænse tilvæksten endsige diskutere mulige løsningsmodeller i internationale fora.
Samtidig er den gennemsnitlige levealder på kloden markant stigende fra 41 år i 1950 til 67 år i 2007, fremgår det af nye tal fra FN’s Befolkningsfond. Energiforbruget og derved udslip af drivhusgasser vil stige enormt de kommende år. Det er ikke mindst i det perspektiv, at det virker absurd og ret beset mindre væsentligt at holde klimatopmøder uden at tage fat omkring den virkelige trussel mod klodens miljø – overbefolkningen.
Forskning i overbefolkningens struktur og de antropologiske og demografiske årsager og virkning halter langt efter forskning på andre humanitære og samfundspolitiske områder. Overbefolkningens skræmmende konsekvenser for mange af jordens folkeslag nævnes knap nok i befolkningsprognoserne, hvorimod emner som den menneskeskabte klimaforandring, forureningen, sult, fattigdom, børnedødelighed osv. konstant er på dagsordenen enten i FN-regi eller i andre fora, uagtet at netop overbefolkningen er den direkte årsag til de nævnte problemer.
Det er, som om debatter og høringer om overbefolkningen især i ulandene blandt de førende samfundsforskere ikke er ’politisk korrekt’. Det er i hvert fald ikke noget, der tales højt om. Det er tilsyneladende blevet tabubelagt i en grad, der kun kan virke foruroligende, og som i takt med den almindelige forværring af de basale livsvilkår for millioner og atter millioner af mennesker negligeres eller direkte afvises som et problem, vi nødvendigvis må forholde os til. »Det er et problem, der løser sig selv«, får vi blot at vide.
Den voldsomme befolkningsvækst trækker dybe spor i klodens sundhedstilstand. Mange dyr er udryddelsestruede, store havområder er forurenede, fiskebestande reduceres, gigantiske slumområder omkranser alle verdens storbyer, regnskove forsvinder sammen med mange plantearter, dyr og fugle. Hvert år bliver et område på størrelse med knap halvdelen af Danmarks areal fældet og ødelagt. Det er klodens iltgivende ’lunger’, der dermed mindskes. De ryddede arealer bruges af fattige bønder til dyrkning af korn, ris og majs eller bruges som græsningsarealer for kvæg i en desperat kamp for at sikre befolkningerne fødevarer.
For øjeblikket er det de skyhøje fødevarepriser, der diskuteres. Eksperter fastslår, at priseksplosionen især skyldes, at korn og majs bruges til produktion af brændstof. Men ingen peger på den egentlige årsag: overbefolkningen i en række ulande, der i kraft af en voldsom befolkningstilvækst for længst er ophørt med at brødføde sig selv og må importere råvarer som korn, ris, majs m.v.
Tallene taler ellers deres tydelige sprog:
I Indien var der for ca. 25 år siden ca. 600 millioner mennesker, i dag er der over en milliard. Tyrkiets befolkning er på 50 år steget fra ca. 20 til ca. 70 millioner indbyggere. I Indonesien, verdens største muslimske land, var der for ca. 75 år siden godt 60 mio. mennesker, i dag nærmer tallet sig 250 millioner. Den egyptiske hovedstad Kairo var oprindelig designet til ca. 250.000 mennesker. Nu bor der over 12 mio. indbyggere i Kairo, der i dag er et sydende helvede af forurening, slum og støj, hvor kampen for overlevelse har sat sit dystre præg på dagligdagen.
Et land som Nigeria er ofte hærget af tørke og mangel på vand. Det skaber hungersnød. Nigeria, der for 75 år siden havde en befolkning på ca. 20 mio. indbyggere, har haft en befolkningsvækst på over 100 mio. Det må betragtes som en katastrofe, at der alene ydes fødevarehjælp, uden at der fra FN’s side indledes en dialog med regeringen om familieplanlægning med grundig information om børnebegrænsning og prævention.
De første skridt i den retning er dog taget i Yemen. Befolkningen er i løbet af blot 30 år øget fra 7 til 21 mio. mennesker. Her har FN’s Befolkningsfond taget et usædvanligt initiativ: Man har inddraget de muslimske imamer i familieplanlægningsarbejdet. Man har i fællesskab fundet frem til, at Koranen ikke forbyder brug af prævention som kondomer eller p-piller. De religiøse ledere er nu gået i gang med at informere deres menigheder om brugen af prævention, så man ad åre kan opnå en opbremsning af befolkningstilvæksten.
Det eneste land i verden, der politisk har forsøgt at begrænse befolkningsvæksten, er Kina (1,32 milliard mennesker i 2007). Det skete under formand Mao Zedong (1883-1976). Men måden, det skete på, var alt andet end human. Mao indførte etbarnspolitikken ved hjælp af trusler og straf. Det skete for godt 40 år siden. Resultatet har været en markant lavere stigning end i de øvrige lande med stor befolkningstilvækst. Var etbarnspolitikken ikke blevet indført, ville der i dag have været 800 millioner flere kinesere!
Etbarnspolitikken blev ophævet til lov i 2002. Det har sænket den årlige befolkningstilvækst til 0,6 procent. Der er kun få undtagelser fra denne lov. Mindretalsbefolkninger og folk i fjerntliggende landområde har dog mulighed for at ansøge om tilladelse til at få et ekstra barn.
Kina og Indien, verdens to folkerigeste lande, præsterer med tilsammen ca. 2,4 milliarder mennesker nogle årlige økonomiske vækstrater, der klart indikerer et voldsomt indhug i klodens ressourcer i takt med øget velstand og dermed ønsker om at få andel i de samme velstandsgoder, som vi i den vestlige verden er så rigeligt forsynet med. Velindrettede boliger med moderne sanitære forhold, køleskabe, fjernsyn, biler osv.
I Europa har befolkningstilvæksten gennem de seneste årtier været stagnerende. Men dog ikke mere stagnerende end at f.eks. den italienske befolkning er vokset fra ca. 41,5 millioner indbyggere i 1930 til ca. 57,5 mio. i dag, altså en stigning på 16 mio. i løbet af 75 år. Og i Danmark er befolkningen fra 1945 til 2007 vokset fra ca. 4 mio. til godt 5,5 mio. indbyggere, med andre ord 1,5 million mennesker på det samme geografiske areal.
Ikke desto mindre har denne såkaldte befolkningsstagnation fået demografer, politologer og økonomiske vismænd til at slå alarm. De har foreslået en mere effektiv familieplanlægning og ønsket initiativer til fremme af fertiliteten. For dem, der har stirret sig blinde på fortsat økonomisk vækst som det eneste saliggørende, er det derfor vigtigt, at det børnepolitiske område styrkes, ellers går væksten i stå, lyder advarslerne.
Det er betegnende, at det alene er de økonomiske beregninger, der ligger til grund for befolkningsprognoserne. De voldsomme konsekvenser, som overbefolkningen skaber, interesserer tilsyneladende ikke vækstfilosofferne. Det er nok i denne kendsgerning, man skal søge den egentlige forklaring på, at der på internationalt niveau overhovedet ikke tages initiativer til en målrettet begrænsning af væksten i folketallet, så de langsigtede og uoprettelige skader på klodens sundhedstilstand undgås.
Men hvad kan der reelt gøres for at bremse væksten i folketallet?
Her peger samfundsforskere og antropologer på flere områder: Fødselskontrol og mere information om brug af præventive midler er én vej. Verdens religiøse ledere må sammen med regeringsledere iværksætte globale kampagner for at udbrede kendskabet til p-piller, kondomer og andre former for præventive midler.
En anden vej er uddannelse. Det har – ikke overraskende i øvrigt – vist sig, at øget velstand fører til et lavere fødselstal, og den øgede velstand kan kun opnås i kraft af en bedre uddannelse. Især uddannelse af kvinder er vigtig. Kvinder med uddannelse får bedre job og højere løn, og uddannelsen bevirker, at kvinderne gifter sig senere og får færre børn. Fattige folk føder ofte mange fattige børn. I Afrika, hvor analfabetisme og manglende muligheder for uddannelse alt for ofte præger samfundslivet, er fødselshyppigheden markant højere end i lande, hvor det generelle uddannelsesniveau er acceptabelt.
Et tredje område til begrænsning af fødselsraterne er øget udbredelse af fri abort. Det er – erkendes det fra alle sider – et meget sensitivt område, ofte politisk betændt, som selv i vor oplyste del af verden stadigvæk giver anledning til voldsomme protester. En af verdens største religioner, katolicismen, er f.eks. arg modstander af fri abort, men også mange politiske partier i de vestlige demokratier tager afstand fra fri abort. I mange lande, hvor den katolske tro er dominerende, er fri abort direkte forbudt.
Men den bedste vej til at få en bæredygtig kontrol over befolkningsvæksten er nok at yde hjælp til selvhjælp i de ulande, hvor der fødes for mange børn, til at landene selv kan ernære dem. Derfor ydes der fra mange lande ud fra de bedste humanistiske holdninger bistand og fødevarehjælp, hvilket paradoksalt nok ofte kan forværre situationen, da befolkningstallet stiger endnu mere ved bistandshjælp og forbedret sundhed.
Det er faktisk en situation, der virker selvmodsigende, at ulandsbistand kan forværre situationen (og det er ikke just politisk korrekt at sige den slags), men hvis der ikke ydes hjælp til selvhjælp, især til uddannelse over en bred front, er det hele formålsløst. Det er som et hælde benzin på bålet for at slukke ilden …
Eller sagt metaforisk: Man skal ikke give befolkningerne fisk, men fiskestænger.
Legg inn en kommentar